Styrker krisen ønsket om en stærk hånd?

Mange mennesker antager, at stærk regeringsførelse i sagens natur er en negativ ting, men det er et naturligt behov for lederskab at være effektiv og afgørende, når beslutninger kan bogstaveligt talt afhænge af menneskeliv. I krisetider er det præcis, hvad folk forventer af regeringen. Det er vigtigt ikke at forveksle autoritære principper, autoritet med autoritær er regimet, autoritær magtudøvelse. Populisme i sig selv kan være godt eller dårligt. Lad os ikke glemme, at ligesom i hverdagen, i politik, kan de fleste værktøjer bruges til nyttige og nødvendige ting såvel som til skader. Prestige bør ikke frygtes, da tillid til ledere nu er endnu vigtigere end ellers.

I den nuværende epidemi periode, er populariteten af næsten alle statslige ledere vokser, selv om de har gjort hjorte fejl, såsom Boris Johnson. Det er dog typisk, at politikere, der er kendt for deres populisme og autoritære ambitioner – fra Bolsonaro til Erdogan – klarer sig dårligt.

I krisetider styrkes støtten fra ledere og magtpositioner. Sådan har det altid været i historien. Men dette er en tveægget, ustabil situation, der nemt kan vælte ind i det modsatte, også afvisning. Det kan ske i demokratier såvel som i populistiske regimer. Jeg synes, det er værd at lægge til side, hvad vi normalt tænker på populistiske ledere i tider med epidemi, fordi den periode af krisen er fundamentalt forskellig fra normal hverdag. Jeg er ikke sikker på alt, hvad vi har oplevet på noget tidspunkt er stadig gyldig. Det kan imidlertid konstateres, at krisen forstærker de tendenser, der er blevet observeret tidligere. I dette tilfælde forsøger enhver politiker at udvide og uddybe sin tidligere strategi eller den måde, hvorpå han udøver magten. Det gælder også for demokraterne, at de ikke kun tager fat på krisen, men også forsøger at bruge den til at konsolidere deres magt.

Forstå. Kun i mellemtiden ser vi gode eksempler på lederskab og ønskedrevne beslutninger, fra USA til f.eks.

Det er rigtigt, men der er ingen direkte sammenhæng mellem krisestyringens effektivitet og systemets type. Det kan ikke påvises, at demokratiske systemer bedre kan håndtere den pandemiske krise end autoritære eller populistiske ledere. Demokratiledere har også begået meget alvorlige fejl. Som eksempler kan nævnes Italien eller USA, mens diktaturer eller autoritære regimer kan håndtere situationen effektivt. Efter indledende vanskeligheder og tavshed, f.eks. Vi skal naturligvis se, at epidemien langtfra er ovre, vi har kun foreløbige skøn. Det har ikke fejet gennem verdens fattigste regioner, hvor der er en masse autokrati. Så for nu, ved vi ikke, hvad balancen vil se ud. Indtil videre har vi kunnet finde ud af, at tre faktorer er afgørende for krisestyringens effektivitet. Den ene er statens evne til infrastruktur og menneskelige ressourcer, som gør det muligt for den at handle beslutsomt. Den anden er kvaliteten af de beslutninger, der træffes, og som naturligvis naturligvis er påvirket af ledelsesstilen, f.eks. Den tredje faktor er tillid. Om vælgerne tror på deres leder og det system, han repræsenterer, at han rent faktisk kan leve op til sine løfter. For selv hvis du ønsker at regere med en stærk hånd, folk ikke følger dig og sige, gå ud til havnefronten for at solbade mod regler.